Gå til hovedindhold

4H-Klubben

4H står for. Et kvikt Hoved, en flittig Hånd, et godt Helbred og et varmt Hjerte.

Indhold

    Alle børn kan blive medlemmer af klubben. Som medlem modtager man medlemsbladet "4H for dig" med artikler og aktuelt om ungdom, natur og miljø seks gange årligt. 4H klubben på Toftegården samarbejder med andre klubber og gårde i Roskildeegnens region, og som klubmedlem kan man deltage i 4H lejre både i Danmark og i udlandet eller i kurser og uddannelse til juniorleder.

    På Toftegården kan klubmedlemmer både få tildelt jord til at dyrke deres egen have og deltage i arrangementer på og uden for gården:

    Mange af de aktiviteter, 4H-klubben laver på gården, indgår naturligt i det daglige arbejde her, og derfor skifter de med årstiderne: I forårssæsonen forberedes og tilsås nyttehaverne.
    Om sommeren passes haverne, indtil høsten af blomster og hjemmedyrkede grøntsager kan bringes i hus.
    Om vinteren bliver der for eksempel støbt lys, kogt bolcher, filtet eller spundet uldgarn. Nogle gange bliver der også bare spist snobrød, lavet bål og overnattet på gården.

    En gang om året afholder 4H klubben børnedyrskue på Toftegården. Der er underholdning, ponyridning, is og sodavand mv.

    Når Toftegårdens 4H klub tager på udflugt, kan det for eksempel være på aftentur i Zoologisk Have, på Eksperimentarium, i cirkus, i De Kongelige Stalde eller på havnerundfart i Københavns kanaler. Når klubben tager på udflugter, er forældre også meget velkomne til at deltage.

    Bemærk, at 4H er en frivilligt drevet forening der bruger Toftegården til deres aktiviteter.

    Klubben er ikke en fritidsklub, og der er dermed ikke opsynspligt med børnene når de er på gården, og de ansvarlige voksne fra foreningen er ikke på gården på daglig basis. Vi anbefaler derfor at børn skal gå i 4.klasse for at de er store nok til at være på gården uden forældre.

    4H inviterer til deres planlagte aktiviteter via sms eller mail, hvor børnene kan deltage.

    Til dagligt kan børnene hjælpe med pasningen af dyrene på gården, sammen med gårdens personale.

    Lær om natur, dyr og madlavning i 4H klubben

    4H klubben holder til på Toftegården, og de tilbyder sjove aktiviteter for børn og unge.